Muligheder for bofællesskaber i Skive Kommune

Skive Kommune har visioner om bæredygtig vækst og byudvikling, og vi ønsker at fremme et varieret boligudbud og en bred vifte af boligformer, der matcher borgernes behov. Bæredygtighed handler nemlig ikke kun om energi og cirkulær økonomi, det handler også om det gode liv, hvordan vi bor sammen og hvordan vi trives.

Et bofællesskab kan have mange former

Der er ikke én definition på, hvad et bofællesskab er, og der er heller ikke nogen bestemte kriterier, der skal være opfyldt, for at en boform kan kaldes et bofællesskab. Bofællesskaber kan have mange former.

En fælles passion

Om drivkraften er at bo sammen med andre på landet eller i byen, eller om det er drømmen om at bo sammen flere generationer eller sammen med nogen, man deler interesser eller værdisæt med, så er fællesnævneren, at man har et ønske om at dele noget af ens dagligdag med andre og rykke lidt tættere sammen såvel geografisk som socialt.

Forskellige muligheder

Hvis I er en gruppe, der gerne vil etablere et bofællesskab, er der rige muligheder i Skive Kommune. Herunder kan du få et indblik i nogle af de forskellige steder, man kan etablere et bofællesskab.