Hvert år får Skive Kommune mange nye borgere. Derfor har vi fokus på at skabe attraktive steder at bo. Uanset om du drømmer om at bo i byen eller på landet, er der gode muligheder for at finde et hjem, der passer til dig.
I Skive Kommune får du meget bolig for pengene. Det gør området attraktivt for både familier, par og singler. Her kan du vælge mellem livet i byen, et hus i et roligt kvarter eller landlig idyl med naturen tæt på.
Bo i Skive by tæt på vandet
Skive er en gammel købstad med ca. 20.000 indbyggere. Byen ligger smukt ved Limfjorden med Krabbesholm Skov mod øst og Skive Å, der løber gennem byen.
Her får du både byliv og natur. Du kan bo tæt på byens tilbud og samtidig have fjord, skov og grønne områder lige uden for døren.
Bo på landet tæt på kysten
I Nordfjends, på Salling og på Fur ligger mange mindre byer og landsbyer med aktive fællesskaber. Her er der god plads, smuk natur og kort vej til kysten.
Uanset hvor i kommunen du finder dit nye hjem, er der aldrig mere end 12 kilometer til den nærmeste kyst.