Balling og Volling

Balling og Volling ligger ca. 10 km nordvest for Skive. Balling har ca. 1.210 indbyggere og er en af de større byer i Skive Kommune. Her er der et aktivt byliv, gode tilbud til børn og voksne og et stærkt lokalt fællesskab.

Fremtidens by

Går du en tur i Balling kan du hurtigt se, at byen er i udvikling. Her finder du apoteker, slagter, frisører, blomsterbutik, genbrugsbutikker samt dagligvarebutik. Byen har et stort sundhedshus med læger, fodplejer, fysioterapeuter mm. Ligeledes findes et bredt udvalg af virksomheder, blandt andet Danmarks største truckforhandler, metalvarefabrikker, cementstøberi og et stort entreprenørfirma. Byen har ligeledes et stort pengeinstitut.

Sammenhold og frivillighed

I byen er der fokus på sammenhold blandt byens borgere. Pulsen er et oplagt samlingssted for foreningslivet og private arrangementer. Her finder du både idrætshal, sundhedshus, varmtvandsbassin, café, fitnesscenter mm. Hvert år afholdes flere sociale arrangementer f.eks. anlægskoncert i Byparken, Running Dinner og Sankt Hans. Dette er dog kun muligt grundet alle de frivillige hænder og ildsjæle, som bor i byen.

Børnenes by

Hvis du ser på byens storkerede, vil du se, at byen er attraktiv for børnefamilier. Vi har flere dagplejere og en velfungerende børnehave, som har et fantastisk samarbejde. Herefter overgår børnene til VSD’s største skole, hvor du også finder udskolingen for skolerne i Vestsalling. Listen af fritidsaktiviteter er også lang med en stor idrætsforening, Spøttrup MS og er du mere til udelivet, så har KFUM-spejdere også en afdeling i byen.

Bosætning

Balling har et rigt udvalg af parcelhuse fordelt over forskellige områder i byen. Desuden er der flere andelsboligforeninger og mindre udlejningsejendomme i høj kvalitet, så der er boliger til enhver. Byen kan også tilbyde byggegrunde. Byen har kort afstand til Skive, Nykøbing Mors, Struer og Holstebro, hvorfra du er på det store motorvejsnet.


Teksten er udarbejdet i samarbejde med Balling-Volling Borgerforening.

Er du tilflytter eller overvejer du at flytte til Balling og Volling?

Senest opdateret 12-10-2026

Balling - og afstande til....

  • Limfjorden - Knud Strand 8 km
  • Skive - 12 km
  • Nykøbing Mors - 28 km
  • Holstebro - 35 km
  • Viborg - 42 km
  • Vesterhavet - Nørre Vorupør 63 km
  • Aalborg - 103 km
  • Aarhus - 117 km

Flyt til området