Vådområder

Skive Kommune og Miljøstyrelsen er i gang med at etablere vådområder flere steder i kommunen. Formålet med vådområderne er at mindske udledningen af kvælstof til Limfjorden eller at mindske udledningen af fosfor til nogle af kommunens søer.

Kvælstof-vådområder

Kvælstof-vådområder laves typisk ved at etablere søer med våde enge omkring eller ved at hæve bunden i vandløb, så de vandløbsnære arealer generelt bliver mere våde. I vådområderne omsættes kvælstof på nitrat-form til kvælstof på gas-form gennem en proces, der kaldes denitrifikation. Derved fjernes det fra vandmiljøet, hvor det kan gøre skade og damper til atmosfæren, som i forvejen består af ca. 80 procent kvælstof, og derfor ikke tager skade af det ekstra bidrag.

Fosfor-vådområder

Fosfor-vådområder laves også ved at hæve vandløbsbunden, men her er formålet at lave periodevise oversvømmelser af de vandløbsnære arealer. Oversvømmelserne sker ved høje vandføringer, hvor der aflejres fosfor på arealerne langs med vandløbene. Derved mindskes udledningen af fosfor til de søer, der ligger nedstrøms vandløbene.

Lavbundsprojekter

Formålet med lavbundsprojekter er at nedbringe udledningen af CO2 og kvælstof fra landbruget til henholdsvis atmosfære og vandmiljøet ved ekstensivering af drift af landbrugsarealer på kulstofrige lavbundsjorder. Projekterne skal placeres på kulstofrige lavbundsjorde og som udgangspunkt også i hoved- og delvandoplande med et kvælstofreduktionsbehov eller i tilknytning til et Natura 2000 område. Klimaeffekten opstår ved, at jorden tilføres mindre ilt ved at vandstanden hæves og dyrkningen ophører. Jordens kulstofindhold ”afbrændes” derfor langsommere eller ophører helt, hvormed der udledes færre drivhusgasser. Lavbundsprojekter bidrager samtidig til at fremme biodiversitet og naturens kvalitet, sammenhæng og robusthed og bidrager til at forbedre vandmiljøet ved ekstensivering af drift af landbrugsarealer på de kulstofrige lavbundsjorder.

Illustration

Illustration af kvælstofomsætningen i et vådområdeprojekt.

Økonomi og samarbejde

Etableringen af vådområder er en del af statens indsats for at forbedre vandmiljøet, og betales derfor af stats- og EU-midler. Staten har indgået aftale med kommunerne om at deltage i arbejdet, så i praksis er det kommunerne, der står for at udpege egnede områder og gennemføre mange af projekterne.

Skive Kommune har indgået et samarbejde med Limfjordsrådet om at lave vådområderne. De samarbejder også med de øvrige kommuner omkring Limfjorden, og derfor har de fået det overordnede ansvar for, at kommunerne når de mål for etablering af vådområder omkring Limfjorden, som staten har fastsat.

Proces for etablering af vådområder

Når der skal laves vådområdeprojekter, sker det i flere trin. Første trin består i at lave en forundersøgelse, der skal vise, om det er praktisk muligt og miljømæssigt fornuftigt at lave et vådområde. Hvis forundersøgelsen viser, at det er muligt og fornuftigt, undersøges lodsejernes holdning og interesse for projektet. Hvis de viser en positiv interesse, igangsættes en egentlig jordfordeling, hvor lodsejerne enten kan sælge eller bytte jorden indenfor projektområdet, eller indgå en aftale om, at jorden kan indgå mod kompensation. Når jordfordelingen er gennemført, kan anlægsfasen sættes i gang.

Oversigtskort over Elkær ved Selde

Vådområdeprojektet ved Elkær blev udført i 2022.

Projektets hovedformål er at fjerne kvælstof til Limfjorden og realiseringen af de ca. 40 ha vådområde har reduceret udledningen med 5,5 tons kvælstof om året.

Tiltagene, som er anvendt i Elkær projektet, er primært nedlæggelse af et pumpelag og genskabelse af den naturlige hydrologi i området.

Derudover er der flyttet udløb af vandløb og lukket grøfter indenfor projektområdet.

Resultatet er derfor etablering af et område med et permanent vandspejl.

Området bidrager blandt andet med levesteder til vadefugle og genskabelse af natur på grænsen mellem det tørre og det våde.

I forbindelse med etableringen af vådområdet ved Elkær blev der også etableret et stisystem rundt i området.

Dronefilmen herunder er optaget i foråret 2022.

Rapporter

Teknisk forundersøgelse af Elkær Vådområde (PDF-fil)

Bilag til teknisk forundersøgelse af Elkær Vådområde (zip fil)

Projektet er medfinansieret af EU.

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter


Projektet blev gennemført i september – november 2025.

Projektet er udført som et 180 ha stort vådområdeprojekt med det formål at reducere udledningen af kvælstof til Limfjorden.

Allerede den 23. december var vandstanden som beregnet i den fremtidige sø. Så projektet er efter mange år endelig afsluttet, og området er vanddækket som planlagt.

Det er store landskabelige ændringer, gennemførelsen af dette projekt medfører, og vi forventer, at området fremadrettet bliver et attraktivt naturområde.

Efter det afsluttede projekt står de lokale og Skive Kommune derfor også klar til at lave området til et rekreativt tilløbsstykke med masser af natur og fugleliv.

Finansiering

Projektet finansieres af EU og Miljø- og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram. Der er givet tilsagn om finansiering af både forundersøgelse og gennemførsel af projektet.

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

Oversigtskort vådområde Vium Mølleå

Vådområdeprojektet ved Vium Mølleå blev udført i starten af 2024.

Lodsejere i projektområderne er afgørende for de muligheder projektet har for at blive realiseret. Vådområdeprojekter kan nemlig kun gennemføres med frivillige lodsejere.

I projektet ved Vium Mølleå er projektet blevet en realitet takket være meget positive lodsejere, som hele tiden har været med på, at projektet var en god ide.

Det har betydet, at der har været stor fleksibilitet i løsningerne og ikke så mange bindinger, og derfor er resultatet i området også blevet helt fantastisk.

Projektets hovedformål er at fjerne kvælstof til Limfjorden og realiseringen reducerer udledningen fra oplandet med 4,5 tons kvælstof om året.

Dette udføres blandt andet ved at lukke grøfter og afskære dræn fra oplandet til projektet.

Men derudover er projektet udført med fokus på helhederne og med et ønske om at lave et naturforbedrende projekt.

Resultatet er derfor også genåbning af ca. 2,5 km rørlagt vandløb i toppen af Vium Mølleå samt etableringer af lavvandede områder til padder og fugle i området.

Videoen herunder er optaget under anlægsarbejdet i januar 2024.

Detailprojekt (PDF-fil)

Teknisk forundersøgelse af Vium Mølleå (PDF-fil)

Projektet er medfinansieret af EU.

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

Oversigtskort Harre Nor

Vådområdeprojektet i Harre Nor blev afsluttet i sommeren 2026. Projektet har været længe ventet og har undervejs været udfordret af elementer som flytning af elkabel og omlægning af energiledning.

Men den 8. juli kunne vi endeligt lukke vand på området og efter 3 uger var området fyldt op med vand.

Projektet har primært omfattet nedlæggelse af Harre-Vile Nors pumpelag. Derudover er der lukket en række grøfter, diget mod A26 er sikret, der er etableret paddeskrab og overrislingszoner samt etableret et nyt udløb af Harre Å.

Der er genskabt kontakt med fjorden ved gennembrud i diget og her er lavet en gangbro over, så der også i fremtiden er mulighed for at gå langs fjorden.

Projektområdet er 94 ha og ligger ved Harre Vig som angivet på kortet. Etableringen af vådområdet medfører en reduktion i udledningen af kvælstof til fjorden med omkring 12 tons om året.

Ud over at fjerne kvælstof kommer området til at bidrage væsentligt til bedre forhold for fugle og naturen.

Projektet medfinansieres af EU.

Logoer fra Den Europæiske Landbrugsfond, Miljø- og Fødevareministeriet samt LDP 2020

Læs mere om EU Kommissionen - Landbrug og Udvikling af Landdistrikter

Læs mere om kvælstof- og fosforvådområder

Læs mere om landbrug og udvikling af landdistrikter