Ekstra indsats for sårbare børn og unge på Skiveegnen

07-06-2024

Skive Kommune kickstarter nu sammen med Det Nationale Sorgcenter en ny indsats med øget opmærksomhed på børn og unge, der har alvorligt syge i deres familie.

Sammen med Det Nationale Sorgcenter går Skive Kommune i gang med en ny indsats for at hjælpe børn og unge i sorg. Foto: Colourbox.

I Region Midtjylland lever omkring 16.000 børn og unge med en forælder, som er alvorligt syg. Trods både fysiske og psykiske konsekvenser, når en forælder eller søskende bliver syg, bliver børn og unge ofte overset som pårørende. Det skal et nyt samarbejde mellem Det Nationale Sorgcenter og Skive Kommune nu hjælpe med at rette op på.

Alvorlig sygdom hos en forælder rammer hele familien. Alt for mange børn og unge går alene med mange tunge tanker, følelser og bekymringer, når deres mor eller far er alvorligt syg. De ønsker ikke at belaste deres forældre og skjuler ofte, hvor svært de har det.

Børn og unge står alene

Preben Engelbrekt, der er stifter og direktør i det Det Nationale Sorgcenter, vurderer, at cirka 15 procent af pårørende børn og unge udvikler behandlingskrævende pårørendeproblematikker.

– Børn og unge, som er pårørende til alvorligt syge, er desværre ret usynlige. De befinder sig i et konstant alarmberedskab, der på længere sigt kan få alvorlige konsekvenser. Vi er derfor meget glade for at Skive Kommune, med støtte fra Ole Kirk’s Fond og Østifterne, vil danne fortrop, så der kommer mere fokus på alle de børn og unge, hvis hverdagsliv ændres, når alvorlig sygdom rammer familien, siger han.

Han fortæller også, at mange børn og unge pårørende lever i en øget tilstand af stress og er i øget risiko for at udvikle angst, depression, har markant større frafald på ungdomsuddannelserne og udsættes oftere for mobning sammenlignet med deres jævnaldrende, der vokser op med raske forældre.

Tidlig opsporing

Det Nationale Sorgcenter vil sammen med Skive Kommune starte en ny indsats for kommunens medarbejdere, som understøtter en øget opmærksomhed på børn og unge pårørende i Skive Kommune. Der er udviklet en række gratis kurser, workshops og læringsmaterialer, som tilsammen skal hjælpe medarbejdere med at opspore og forebygge mistrivsel hos pårørende børn og unge i alderen 0 til 28 år. Den 12. september mødes 30 af kommunens medarbejdere med Det Nationale Sorgcenter til en temadag med fokus på børn og unge pårørende.

-Sorg og det at være pårørende til en alvorligt syg, er noget, som rigtig mange børn og unge berøres af, og derfor er det rigtig vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvordan man taler med børn og unge om sorg på en hensigtsmæssig måde, fortæller forebyggelseskoordinator i Skive Kommune, Daniel Nors.

Fakta om pårørende børn og unge

  • Halvdelen af børn med en syg søskende udsættes for stress, mens omkring 16% oplever symptomer på angst og depression. Det er forstyrrelser, der kan påvirke koncentration, søvn, hukommelse og præstationer i skolen.
  • Antallet af mennesker med kroniske og livstruende sygdomme er stigende. Konsekvensen er, at antallet af pårørende børn og unge stiger hvert år.
  • Hvert andet barn i 7.-10. klasse, som er pårørende til en alvorligt syg forælder eller søskende, har haft selvskadende adfærd.
  • Mere end dobbelt så mange unge pårørende svarer, at de ofte føler sig ensomme, sammenlignet med unge, der ikke har sygdom tæt inde på livet.
  • Knap hver fjerde ung, som er pårørende til en alvorligt syg forælder eller søskende, har overvejet at tage sit eget liv.
  • Knap hver fjerde ung, som er pårørende til en alvorligt syg forælder eller søskende, har været offer for mobning.

Kilde: Det Nationale Sorgcenter

Skive Kommune

  • 375 får konstateret kræft pr. år, heraf 125 i den erhvervsaktive alder
  • 113får brug for rehabilitering efter kræft pr. år
  • 981 lever med kræft
  • 152 dør af kræft pr. år
  • 271 børn oplever hvert år, at deres far eller mor indlægges med en kritisk sygdom
  • 13 børn mister en forælder pr. år
  • 97 børn lever uden en far eller mor

Kilde: cancer.dk