Ny inspiration til ordblindes læring

07-06-2024

LÆRING Der er masser af inspiration at hente for lærere i Skive Kommune. På sitet ”Didaktisk LST-kørekort” er der samlet et væld af inspiration til hvordan man kan hjælpe ordblinde og deres undervisere til en lettere hverdag.

Didaktisk LST-kørekort skal blandt andet sikre, at ordblinde får udnyttet deres hjælpemidler optimalt. Foto: Colourbox.

Mange ordblinde får ikke udnyttet deres hjælpemidler optimalt, men det kan sitet Didaktisk LST-kørekort (LST: læse- og skriveteknologi, red.). hjælpe og inspirere til, at de gør.

Det didaktiske LST-kørekort består af ti e-læringsmoduler af overskuelig varighed og lige til at gå til. De støtter og guider lærerne i arbejde med at understøtte ordblinde elevers deltagelsesmuligheder i alle fag, så det med tiden bliver en helt naturlig og integreret del af hverdagen for ordblinde elever.

-Der er tale om teknologier og værktøjer, som ordblinde har brug for, for at kompensere for deres ordblindhed. Det kan være programmer, der hjælper dem med oplæsning af tekster og hjælp til skrivning. Det kan også være teknologier, der kan gøre forskellige former for tekster og medier tilgængelige for ordblinde, fortæller Marianne Billeskov Mortensen, der er læse- og matematikkonsulent i Skive Kommune.

Mere inkluderende undervisning

Projektet er blevet realiseret med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler, og det er Skive Kommunes læse- og matematikkonsulenter, der har udviklet didaktisk LST kørekort understøttet og tæt fulgt af Thomas Mose fra Ordblindetræning, forsker og ph.d. Mette Molbæk samt forsker og ph.d. Nina Berg Gøttsche. Nina og Mette har stået for følgeforskningen på projektet.

Det overordnede formål med projektet er, at ordblinde elever i højere grad inkluderes i den almene undervisning, sådan at der i undervisningen altid og i alle fag er indtænkt relevant inddragelse af LST.

-Det betyder meget, at de ordblinde elever oplever et ordblindevenligt og inkluderende undervisningsmiljø, til glæde for alle elever, da den didaktiske ramme ikke kun handler om inklusion af ordblinde, men inkluderende læringsmiljøer for alle elever, fortæller Marianne Billeskov Mortensen.

Inspiration til andre

Håbet er, at kendskabet til Didaktisk LST-kørekort kan bredes endnu længere ud, og interessen for sitet er bestemt til stede. Således er Marianne Billeskov Mortensen blevet inviteret til at præsentere sitet på de kommende Digitaliseringsdage den 9. november.

Digitaliseringsdage er Børne- og Undervisningsministeriets virtuelle konference for undervisere, vejledere, pædagogisk personale og mange andre. Konferencen har helt overordnet fokus på, hvordan it, data og digitalisering kan bidrage til at forbedre børn, unge og voksnes læring og trivsel.

-Det er en rigtig god mulighed for os at udbrede kendskabet og blive en inspiration for andre, for sitet er tilgængelige for alle skoler i alle kommuner, og vores håb er egentlig bare, at så mange som muligt vil bruge det, siger Marianne Billeskov Mortensen.

Værd at vide om Didaktisk LST-kørekort

Med didaktisk brug af LST, betyder det også, at man som lærer er bevidst om - og bruger teknologierne aktivt i sin undervisning. Men derudover betyder det også, at man inddrager overvejelser om de ordblindes behov både før, under og efter sin undervisning. Det kan f.eks. være:

  • At man er opmærksom på, at ordblinde har brug for ekstra tid til opgaveløsningen eller kun får udvalgte opgaver
  • At ordblinde får teksterne dagen før, så de kan være bedre forberedt
  • At de får spørgsmålene inden de skal læse teksten, så de ved, hvad de skal være særligt opmærksomme på, når de læser teksterne
  • At de støttes i at bruge delt skærm i opgaveløsningen
  • At de har de relevante teknologier klar (og er fortrolige med dem) på tlf. eller pc, når de skal ud i gruppearbejde

Gå til hjemmeside for Didaktisk LST-kørekort