Skive er Danmarks bedste idrætskommune - igen

06-10-2025

FØRSTEPLADS Idrætslivet er et højt prioriteret område i Skive Kommune. For tredje gang løber Skive nu med førstepladsen i Danmarks Idrætsforbunds, DIF, undersøgelse af idrættens rammer og vilkår i landets kommuner.

Atletik er en af de mange fritidsinteresser, Skive Kommune tilbyder. Her et billede fra DM i atletik i 2020. Arkivfoto: Skive Kommune

Skive Kommune er den kommune i landet, der overordnet set tilbyder idrætten de bedste rammer og vilkår.

Det er resultatet af DIF’s undersøgelse, som gennemføres hvert fjerde år. Der er tale om en meget stabil position som Danmarks bedste idrætskommune.

Skive lagde hårdt ud med førstepladsen, da DIF gennemførte undersøgelsen for første gang 2013. Derefter blev det til en andenplads i 2017. Skive tog igen førstepladsen i 2021. Og med førstepladsen nu i 2025, har Skive altså snuppet den øverste plads på sejrsskamlen tre ud af fire gange.

DIF sender en anerkendende hilsen til Skive:

- Stort tillykke til Skive Kommune og til kommunens foreninger og deres medlemmer. Det er flot at være helt i top over så lang en årrække. Jeg håber, at vores undersøgelse kan bruges til at sætte idrætten på dagsordenen ude i alle landets kommuner, ikke mindst i forbindelse med det forestående kommunalvalg, siger DIF-formand Hans Natorp.

Skive vil idrætten

DIF’s undersøgelse er inddelt i fire hovedtemaer: Faciliteter, frivillige, medlemmer og økonomi & idrætspolitik.

På sidstnævnte tema, altså ’økonomi & idrætspolitik’, indtager Skive førstepladsen, og faktisk ligger kommunen i top 3 på hele tre af de fire temaer.

Det er en bevidst politik gennem flere år, der ligger til grund for de flotte placeringerne, mener borgmester Peder Christian Kirkegaard:

- Vi vil idrætten her i Skive, både breddeidrætten og eliteidrætten. Hvis jeg skal fremhæve tre ting, som jeg mener især gør os fortjente til den flotte placering, så må det være:

  1. Vi har gennem flere år prioriteret økonomi til gode idrætsfaciliteter, både inde i Skive by og i vores mindre byer i landdistrikterne. Vi har virkelig nogle helt fantastiske idrætsfaciliteter, og det betyder jo, at mange også har lyst til at benytte dem.
  2. For at gøre det attraktivt for så mange som muligt at dyrke idræt, giver vi vores klubber og foreninger gratis adgang til vores faciliteter. Det betyder, at det er billigere at gå til idræt her end i mange andre kommuner.
  3. Når mange dyrker idræt, har vi brug for mange engagerede frivillige. Det har vi heldigvis, og det sætter vi stor pris på. Uden dem heller ikke en så fornem en placering til Skive Kommune. Derfor er vi også glade for, at Skive blandt alle kommunerne scorer højst på anerkendelsen af de frivilliges arbejde.

Skives placeringer

DIF’s undersøgelse er inddelt i fire hovedtemaer: faciliteter, frivillige, medlemmer og økonomi & idrætspolitik. Skive indtager følgende placeringer:

Samlet rangering – 1. pladsen

Faciliteter – 2. pladsen

Frivillige – 6. pladsen

Medlemmer – 2. pladsen

Økonomi & idrætspolitik – 1. pladsen

Om DIF’s undersøgelse

DIF’s undersøgelse rangerer alle landets kommuner (med undtagelse af de fem små ø-kommuner) på 20 udvalgte parametre, som knytter sig til idrætsforeningernes rammer og vilkår.

Undersøgelsen bygger på resultaterne fra en spørgeskemaundersøgelse blandt idrætsforeningerne under DIF, DGI og Firmaidrætten samt data fra Danmarks Statistik, det Centrale Foreningsregister og Lokale- og Anlægsfonden/Idrættens Analyseinstitut.

DIF gennemfører undersøgelsen hvert fjerde år. Første gang var i 2013.