Nu skal der endelig plantes ålegræs i Skive

03-06-2026

RENT LIV Ideen har været på tegnebrættet i flere år og nu er det endelig lykkedes at samle en stærk flok ildsjæle til at få ideen realiseret. Søndag d. 14. juni skal der plantes ålegræs ved Eskov Strandpark og alle børn og voksne inviteres med.

Fra venstre ses Nina Tofte Hansen, Erich Børner, Jan Opstrup og Jesper Nielsen Krogh,som udgør en del af det nye lokale samarbejde Team Ålegræs. Foto: Nina Tofte Hansen

Mange har sikkert hørt om initiativer med at plante ålegræs rundt om i landet, og nu kommer initativet Danmark Planter Ålegræs endelig til Skive Kommune.

Bag projektet står en sammenslutning af Syddansk Universitet, Tænketanken Hav og Nordea Fonden.

Helt fra projektets start udpegede Syddansk Universitet kysten ved Eskov som et sted med potentiale, men først i år
lykkedes det at realisere planerne om en testudplantning.

Lokalt samarbejde ud over det sædvanlige

Når det endelig lykkedes i år, skyldes det at gode lokale kræfter, som sjældent samarbejder, har sluttet sig sammen og dannet et Team Ålegræs til anledningen.

Dette team indbefatter blandt andre erfarne dykkere fra Skivedyk, kulturformidler ved Skive Bibliotek, Bjarke Vennerstrøm Annesen, naturvejleder Jesper Nielsen Krogh og naturformidler Nina ToFe Hansen fra foreningen Arternes Ambassadører.

Erich Børner fra Skivedyk er glad for at kunne bidrage:

- Jeg har igennem mine mange år som dykker i Skive Fjord oplevet hvordan livet i Rorden forsvinder. Det er trist at følge og det glæder mig derfor, at jeg nu kan være med til at gøre en positiv forskel.

Naturvejleder Jesper Nielsen Krogh glæder sig også over initiativet:

- Vi ved, at ålegræs er så essentielt for livet i fjorden, fordi det er et vigtigt levested, ja, man kan sige, at ålegræsskovene
under overfladen er fiskenes børnehave.

Jesper ser frem til at bruge søndagen d. 14. juni på at lave spændende aktiviteter for børn og voksne, som lægger vejen forbi Eskov Strandpark.

Her kommer man til at kunne prøve en vandkikkert, lave sin egen krabbefiskestang og se og røre ved nogle af de andre fascinerende dyr som lever i Fjorden så som glasål, tangnål og rejer.

Gratis bålmad

Der kommer også til at være gratis bål-mad på stranden, som man selv kan være med til at tilberede, takket være en indsats fra det hold på Skive Bibliotek Sammen om Fremtiden, som Bjarke Vennerstrøm Annesen står for.

Dette hold, med en blanding af seniorer og 9.-klasses elever fra Skive Friskole, vil også sørge for diverse kreative aktiviteter på dagen, hvor man blandt andet kan væve af materialer, man finder på stranden.

Det bliver primært dykkerne fra Skivedyk, som står for selve udplantningen af de små ålegræsskud, men det vil være muligt at se dem i funktion samt at tage del i en stribe gratis aktiviteter for børn og voksne.


Erich Børner og Jan Opstrup bliver blandt de dykkere fra Skivedyk, som står for selve udplantningen af de små ålegræsskud, som sættes i små felter på havbunden nord for bøjerne her ved Eskov Strandpark. Foto: Nina Tofte Hansen.

Ålegræs skaber liv i fjorden

Ålegræs spiller en helt afgørende rolle for livet i havet og fungerer blandt andet som levested for
små torsk, indtil de er klar til livet på åbent hav.

Siden år 1900 er op mod to tredjedele af Danmarks ålegræs forsvundet – blandt andet som følge af kvælstofudledninger. Det har haft store konsekvenser for biodiversiteten og livet under overfladen.
Ålegræsudplantning er en vigtig naturgenopretningsindsats, der både gavner livet under overfladen og sætter fokus på nødvendigheden af en bredere indsats.

Men hvis havet for alvor skal på fode igen, kræver det primært markante reduktioner i kvælstofudledningen og udledningen af
miljøfarlige stoffer samt en omlægning til mere skånsomme fiskerimetoder.

I år plantes et test-felt med 125 ålegræs-stiklinger, som så følges tæt i månederne efter. Hvis testudplantningen bliver en succes, kan den følges op med en stor udplantning af flere tusinde
stiklinger næste år, så der med tiden bliver en sund bevoksning af ålegræs, som klarer sig selv og som er med til at skabe renere fjorde med mere liv.

Få mere information om begivenheden på Facebook.

Ålegræs ved Eskov Strandpark

  • Søndag den 14. juni fra 10-13 plantes ålegræs ved Eskov Strandpark som en del af det nationale projekt Danmark Planter Ålegræs. Det er første gang, der plantes ålegræs i Skive Kommune.
  • Alle kan være med. Tilmelding er ikke nødvendig.
    Børn og voksne inviteres til en dag med naturaktiviteter, formidling og gratis bålmad ved stranden.
  • Ålegræs er vigtigt for livet i fjorden. Det fungerer som levested for fisk og andre havdyr og bidrager til en større biodiversitet. Blandt andet fungerer ålegræsenge som opvækstområde for små torsk.
  • Initiativet gennemføres i samarbejde mellem blandt andre Skivedyk, Skive Bibliotek, Skive Kommunes naturvejleder og lokale naturformidlere.
  • Der plantes 125 ålegræsskud, som følges tæt i månederne efter. Lykkes forsøget, kan det bane vejen for en større udplantning med flere tusinde ålegræsskud i de kommende år