Budget 2027 på plads med ambitiøst anlægsbudget

07-10-2026

BUDGET Tirsdag aften blev Budget 2027 vedtaget i Skive Byråd med et flertal bestående af Venstre, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Kommunens sunde økonomi muliggør historisk store anlægsinvesteringer for godt 107 mio. kr. samtidig med at der tilføres midler til kernevelfærd.

Skive Rådhus. Foto: Ditte Haaning

Skive Kommunes budget for 2027 er nu vedtaget af et flertal i Skive Byråd. Kommunen har siden 2021 ekstraordinært indfriet gæld for 266 mio. kr., hvilket har reduceret udgifter til renter og afdrag betydeligt i de kommende års budgetter.

- Jeg er rigtig glad for, at vi er lykkedes med at lande et budget med store anlægsinvesteringer. Vi står et stærkt sted økonomisk, fordi Byrådet gennem mange år har prioriteret ansvarlig økonomistyring og nedbringelse af gælden. Det betyder, at vi nu kan investere markant i både udvikling og velfærd uden at bringe den økonomiske balance i fare, siger borgmester Alfred Brunsgaard.

Ambitiøst anlægsbudget

Budgettet indeholder historisk store investeringer i bland andet infrastruktur, bygninger og natur.

Der er afsat midler til en række konkrete trafikprojekter i form af ny belægning på Holstebrovej, renovering af broen ved Sdr. Lem Vig, renovering af parkeringspladsen ved Asylgade samt udvidelse og forstærkning af Kåstrupvej ved GreenLab. Derudover er der afsat 15 mio. kr. til yderligere asfaltprojekter i 2027.

Der prioriteres også en række andre anlægsprojekter, herunder bedre faciliteter for Skive Musikskole, opgradering af formidlingen på Spøttrup Borg, etablering af en ny og større salthal til kommunens vinterberedskab samt en pulje til opkøb af arealer til skov- og naturprojekter.

- Gode veje er helt afgørende for både borgere og virksomheder. Vi ved, at der mange steder er et efterslæb, som vi nu tager fat på med markante investeringer i vejnettet og infrastrukturen, siger borgmester Alfred Brunsgaard.

Investeringer i den nære velfærd

Den demografiske udvikling viser at der bliver flere ældre og flere borgere med komplekse udfordringer i Skive Kommune. Derfor tilføres der i budgettet beløb på 4,9 mio. kr. i til seniorområdet og 7,86 mio. kr. til socialområdet.

Samtidig styrkes seniorområdet med flere sygeplejefaglige ressourcer i hjemmeplejen og en investering i mestringsterapeuter på plejecentrene.

- Vi oplever, ligesom resten af landet, at der bliver flere ældre borgere og flere borgere med komplekse sociale udfordringer. Med det nye budget sikrer vi, at vi kan fastholde serviceniveauet, når antallet af borgere stiger. Samtidig er jeg glad for, at vi sætter flere penge af til sygepleje i hjemmeplejen og mestringsterapeuter på plejecentrene. Det har været vigtigt for os at prioritere vores ældre borgere og nogle af de mennesker, der har allermest brug for kommunens hjælp, siger borgmester Alfred Brunsgaard.

På børne- og ungeområdet afsættes der blandt andet 1 mio. kr. årligt til en styrket indsats mod skolefravær. Derudover afsættes 1,5 mio. kr. årligt til bedre skolebusforbindelser, så elever i kommunens randområder får bedre transportmuligheder til og fra skole.

Budgettet understøtter historisk UNESCO-udpegning

Udpegningen af Knudeklint som UNESCO Verdensarv forventes at skabe øget international opmærksomhed og flere besøgende til området. Derfor afsættes der i Budget 2027 midler til udvidet betjening på Fur Museum, øget vedligeholdelse af veje på Fur samt etablering af et UNESCO-sekretariat, der skal koordinere kontakten til UNESCO, styrke formidlingen af verdensarven og understøtte samarbejdet mellem kulturinstitutioner, lokale aktører og erhvervsliv. Derudover afsættes der midler til etablering af op mod 200 parkeringspladser, så Fur er klar til at modtage de mange gæster, som forventes at besøge området i de kommende år.

- UNESCO-udpegningen er en historisk mulighed for hele Skiveegnen. Vi har arbejdet målrettet gennem mange år for at nå hertil, og nu skal vi sikre, at vi får mest muligt ud af den internationale opmærksomhed, som udpegningen giver. Derfor investerer vi i Budget 2027 i de nødvendige faciliteter og i en stærk organisering omkring verdensarven. Det skal både sikre gode oplevelser for de mange besøgende og samtidig understøtte en fortsat velfungerende hverdag for borgere og virksomheder på Fur, siger borgmester Alfred Brunsgaard.

Derudover er der afsat 500.000 kr. til arbejdet med en egnsdrevet vækststrategi, samt 500.000 kroner i 2027 til opstart af en ny branding-, kommunikations- og markedsføringsindsats for Skive Kommune.