Seniorrådet

Læs på denne side om Seniorrådet i Skive Kommune. Seniorrådet er med til at sikre, at seniorerne får indflydelse på de seniorpolitiske spørgsmål.

Hvad er formålet med et seniorråd?

Seniorrådets formål er at rådgive Byrådet på de politiske områder, der vedrører seniorers sundhed og trivsel. Det kan f.eks. være på sundhedsmæssige, sociale, kulturelle, trafikale, bolig- og byplanmæssige forhold. Seniorrådet skal derudover varetage seniorernes interesser og formidle synspunkter mellem seniorer og Skive Byråd.

Seniorrådet er med til at sikre, at seniorerne i Skive Kommune har mulighed for at få indflydelse på de seniorpolitiske spørgsmål.

Alle forslag der vedrører seniorer skal sendes til høring i Seniorrådet, før de vedtages i byrådet. Seniorrådet kan også på eget initiativ udtale sig og stille forslag til emner, der har interesse for kommunens seniorer.

Den 6. april 2022 blev det politisk vedtaget, at Ældrerådet i Skive kommune, efter eget ønske, ændrede navn til Seniorråd. Seniorer er borgere, der er 60 år og derover.

Hvilke sager kan rådet ikke behandle?

Seniorrådet kan ikke behandle spørgsmål om enkeltpersoner/sager, personale -sager eller konkrete sager.

Lovgivning

Seniorrådet består af 9 medlemmer, der er valgt for en 4-årig periode 2026 - 2029. Alle, der er 60 år og derover har stemmeret.

Medlemmerne i Seniorrådet har tavshedspligt, og de arbejder uafhængigt af partipolitik og andre organisationer.

Seniorrådets 9 medlemmer er valgt for perioden 2026-2029.

Seniorrådets medlemmer

Formand

Gurli Laursen, Petunia 119, Skive, Tlf. 2021 4626, mail: gurlilaur@gmail.com

Næstformand

Jette Stilling

Øvrige medlemmer

Børge Rasmussen
Carl Eiler Carlsen
Ingrid Brammer
Just Eiskjær Sørensen
Jørgen Christensen
Kamma Holmgaard Jakobsen
Per Svenning Jensen

Suppleanter

Birthe Teglgaard
Kjeld Mørk Kristensen
Poul Holmgaard

Grundet Skive Kommunes GDPR-regler, så er det kun formanden for Seniorrådet, som fremstår med kontaktoplysninger. Er der ønske om at komme i kontakt med nogle af Seniorrådets øvrige medlemmer, så kontakt venligst formanden.

Seniorrådet beskæftiger sig med disse opgaver:

  • Beskæftige sig med de områder, som rådet finder interessante og gerne vil prioritere
  • Holde sig orienteret om seniorernes ønsker og behov
  • Medvirke til at borgerne løbende bliver orienteret om relevante kommunale- og andre tiltag på seniorområdet
  • Medvirke aktivt til at orientere om og motivere borgerne for kommunes seniorpolitik, så der udvikles et konstruktivt samarbejde
  • Fremme nærdemokratiet, så borgerne inddrages aktivt i de lokale beslutninger på seniorområdet
  • Fremme den frivillige indsat indenfor foreninger og i omsorgsarbejdet
  • Søge at fremme det bedst mulige samarbejde mellem Seniorråd, kontaktråd, frivillige organisationer, foreninger og institutioner på seniorområdet og mellem disse og Byrådet
  • Fastholde og udbygge dialogen med Byråd, politiske udvalg og forvaltninger igennem en løbende vurdering af tiltag og politik på seniorområdet og påvirke den fortsatte udvikling og tilpasning til samfundsudviklingen
  • Være med til at skabe offentlig interesse, debat og dialog om seniorområdet
  • Afgive høring i alle spørgsmål af betydning for seniorer
  • Aktivt følge den kommunale budgetproces
  • Forvalte kommunale og andre midler, som stilles til rådighed for nærmere præciserede opgaver på seniorområdet

Seniorrådets medlemmer er tilknyttet nedenstående fokusområder og er som kontaktpersoner ansvarlige for

  • at være undersøgende og opdateret på fokusområdet
  • at deltage og bidrage med synspunkter i relevante mødesammenhænge og øvrige dialoger
  • at videreformidle relevant viden og inspirere til dialog på Seniorrådsmøder m.fl.

*Tovholderen for fokusområdet er ansvarlig for at koordinere og sikre fremdrift evt. i ad hoc arbejdsgrupper.

Fokusområder

Kommunal forebyggelse og sundhedsfremme

Gurli Laursen*, Jette Stilling

  • Et godt og aktivt seniorliv med livsglæde og livskvalitet
  • Mere trivsel, sundhed og forebyggelse
  • Flere i fællesskaber, mere nærvær og mindre ensomhed
  • Styrke og værdsætte frivilliges indsats

Bolig – og byområdet

Jørgen Christensen*, Kamma Holmgaard Jakobsen

  • Mangfoldigt udbud af boligformer og boligfællesskaber

Ældreområdet/seniorområdet

Ingrid Brammer*, Jette Stilling, Kamma H. Jakobsen, Gurli Laursen

  • Styrke borgerens ret til selvbestemmelse og omsorg
  • Flere i fællesskaber, mere nærvær og mindre ensomhed
  • Styrke samarbejdet med pårørende
  • Styrke og værdsætte frivilliges indsats
  • Velfærdsteknologi, der forbedrer borgerens livskvalitet

Sundhedsområdet

Jette Stilling*, Ingrid Brammer, Gurli Laursen

  • Kvalitet og sammenhæng i et stærkt og nært sundhedsvæsen

Trafik/infrastruktur

Børge Rasmussen*, Per Svenning Jensen

  • Fleksible muligheder for transport til aktiviteter m.m.
  • Kollektiv trafik for alle

Natur/klima og bæredygtighed – tilgængelighed til natur

Per Svenning Jensen*, Just Eiskjær Sørensen

Kontaktpersoner

Kontaktpersoner til kontaktrådene

Kontaktpersonerne fra Seniorrådet tilbyder at deltage i kontaktrådenes generalforsamling og møder ad hoc.

  • Børge Rasmussen: Rønbjerg, Oddense
  • Gurli Laursen: Marienlyst, Glyngøre
  • Ingrid Brammer: Hald og Højslev
  • Jette stilling: Balling, Rødding, Lem
  • Just Eiskjær Sørensen: Roslev og Breum
  • Jørgen Christensen: Gammelgaard, Skovbakkehjemmet
  • Kamma Holmgaard Jakobsen: Durup, Jebjerg
  • Per Svenning Jensen: Fur, Selde

Repræsentanter

Ensomhed

Integreres i de øvrige fokusområder

Repræsentant Dialoggruppen Nærvær og Fællesskaber

Gurli Laursen, Jette Stilling, Ingrid Brammer

Repræsentant til Skive Færdselssikkerhedsråd

Børge Rasmussen

Repræsentant i Håsum-Fonden

Jette Stilling

Netværk af Ældre-Seniorråd i tilknytning til Sundhedsråd Midt

Gurli Laursen, Jette Stilling

Møder i Seniorrådet i 2026.

  • Torsdag den 15. januar kl. 09.00 - 12.00
  • Torsdag d. 5. februar, kl. 09.00 – 12.00, Møllegården mødelokale 18
  • Torsdag d. 12. marts, kl. 09.00 – 15.00, Møllegården kursuslokale 1
  • Tirsdag d. 14. april, kl. 11.00 – 14.00, Møllegården mødelokale 20
  • Tirsdag d. 12. maj, kl. 11.00 – 14.00, Skovbakkehjemmet
  • Torsdag d. 11. juni, kl. 9.00 – 12.00, Møllegården mødelokale 20
  • Torsdag d. 25. juni, kl. 11.00 – 14.00 (Høringssvar til budget 2027), Møllegården mødelokale 20
  • Torsdag d. 13. august, kl. 9.00 – 12.00, Møllegården mødelokale 20
  • Torsdag d. 10. september, kl. 9.00 – 12.00, Sundhedshuset
  • Torsdag d. 20. oktober, kl. 12.30 – 15.30, Møllegården mødelokale 1
  • Torsdag d. 12. november, kl. 09.00 – 12.00, Møllegården mødelokale 20
  • Torsdag d. 10. december, kl. 9.00 – 12.00, ukendt

Alle møderne er lukkede

Forretningsorden for Seniorrådet Skive Kommune

1.

Seniorrådets nærmeste samarbejdspartnere er sekretariatet for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, pleje og omsorgschefen, Seniorudvalget samt Byrådet i Skive Kommune.

2.


Medio januar indkalder sekretariatet for Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningen til det første, konstituerende møde i Seniorrådet. På mødet vælges en formand og en næstformand for Seniorrådet. Seniorrådet konstituerer sig i 2 år ad gangen.

Der vælges 1 repræsentant til Skive Færdselssikkerhedsråd samt 1 repræsentant til Håsum-Fonden. Udpegningen sker for hele valgperioden.

3.

Social- og Arbejdsmarkedsforvaltningens sekretariat står til rådighed for Seniorrådet.

4.

Seniorrådet afholder møde ca. én gang om måneden – om muligt umiddelbart før Seniorudvalgets udvalgsmøder.
Mødedatoerne fastlægges for 1 år ad gangen med mulighed for løbende justeringer.

Øvrige rådsmøder kan afholdes så ofte formanden finder det nødvendigt, eller hvis mindst 2 medlemmer ønsker det.

Der afholdes 2 årlige møder mellem Seniorrådet og Seniorudvalget jævnfør vedtægterne § 5. Formanden for Seniorudvalget kan indkaldes til ad hoc møder.

Der afholdes 1 årligt møde mellem Seniorrådet og formænd og næstformænd for Kontaktrådene for ældreområdet og forvaltningen.

Der afholdes 1 årligt temamøde mellem Seniorrådet og alle Kontaktrådenes medlemmer og forvaltningen.

5.

Formanden forbereder i samarbejde med en sekretariatsmedarbejder Seniorrådsmøderne og er primær kontakt til rådets sekretariatsmedarbejder.

Sager/punkter, der ønskes optaget på dagsordenen skal meddeles til formanden senest 14 dage før mødet.

Dagsordenen udarbejdes i det kommunale dagsordensværktøj First Agenda og indeholder følgende punkter: velkomst, godkendelse af dagsorden, punkter til beslutning, punkter til drøftelse og punkter til orientering, eventuelt, næstkommende mødedato herunder evt. emner/punkter der ønskes dagsordensat, afsluttende evaluering af mødet

Sekretariatsmedarbejderen udsender mødeindkaldelse, dagsorden og evt. bilag elektronisk til alle medlemmer og Pleje og Omsorgschefen - så vidt muligt 7 dage før mødeafholdelsen.

Dagsorden og referat skal kunne findes på hjemmesiden forud for/efter der er afholdt møde i Seniorrådet. Mødetidspunktet annonceres i Skive Folkeblad Onsdag.

6.

Der vælges blandt medlemmerne i Seniorrådet en fast ordstyrer for møderne. Seniorrådets formand er mødeleder.

Mødet er beslutningsdygtigt, når mindst 5 af de 9 rådsmedlemmer er til stede.

Enhver sag afgøres ved afstemning - simpelt flertal. Medlemmer kan kun deltage i rådets afstemninger, når de er personligt til stede.

Pleje og omsorgschefen Skive Kommune deltager i møderne med taleret.

Den tilstedeværende sekretariatsmedarbejder er referent på mødet. Referatet udarbejdes direkte på mødet som en beslutningsprotokol, hvoraf det fremgår, hvem der har deltaget i mødet, dagsordenen samt beslutningen for hvert enkelt dagsordenspunkt. Ethvert medlem kan forlange sin afvigende mening kort tilføjet i referatet. Referatet godkendes på mødet og er tilgængeligt i dagsordensværktøjet First Agenda.

Høringssvar drøftes som udgangspunkt på mødet, hvorefter et eller flere seniorrådsmedlemmer udarbejder et høringssvar, der sendes til høring ved de resterende medlemmer.

Det godkendte referat offentliggøres på Skive kommunes hjemmeside.

7.

Formanden har det overordnede ansvar for at sikre opfølgning på Seniorrådsmøderne og at rådets beslutninger føres ud i livet.

Formanden kan på vegne af rådet afgøre sager, som ikke tåler udsættelse.

8.

Seniorrådet kan invitere relevante personer, repræsentanter for råd, foreninger, organisationer m.fl. til at deltage i Rådsmøder.

9.

Det er muligt for Seniorrådet at nedsætte mindre udvalg eller arbejdsgrupper, hvor Seniorrådet uddelegerer ansvaret for at overvåge og følge op på bestemte emner til de enkelte rådsmedlemmer – evt. med bemyndigelse til at udtale sig om emnet på vegne af rådet.

10.

Kommunalbestyrelsen stiller lokaler til rådighed for rådsmøder og dækker udgifterne til Seniorrådets aktiviteter og drift - herunder mødediæter og kørselsgodtgørelse til de i vedtægterne aftalte møder. Seniorrådet udarbejder et budget.

11.

Hvis et medlem af Seniorrådet ikke er i stand til at varetage sit hverv som følge af længerevarende sygdom eller lignende i mere end 3 måneder, indkaldes en suppleant til rådet som stedfortræder for medlemmet.

Det samme gør sig gældende, hvis et medlem fraflytter Skive Kommune eller afgår ved døden.

Den suppleant, der fik flest stemmer ved valget til Seniorrådet, indkaldes som den første.

I seniorrådet arbejdes der kontinuerligt og strategisk med intern og ekstern kommunikation. Seniorrådet ønsker både at have en stærk kommunikation internt i rådet, og ønsker samtidigt at profilere sit virke eksternt og sikre en stærk dialog med borgere og samarbejdspartnere.

Revideret den 15.01.2026

Seniorrådet, Skive Kommune.

Vedtægter for Seniorrådet i Skive Kommune

§ 1. Navn:

Seniorrådet i Skive Kommune.

§ 2. Formål

Seniorrådets formål er:

At medvirke til at øge borgernes indflydelse på kommunens seniorpolitiske spørgsmål og varetage seniorernes interesser ved at:

  • Fungere både som talerør for borgerne og som rådgiver for kommunens politikere på alle de områder, der vedrører seniorers sundhed og trivsel, herunder eksempelvis sundhedsmæssige, sociale, kulturelle, trafikale, bolig- og byplanmæssige forhold
  • Samarbejde med Skive Byråd om udvikling og tilrettelæggelse af en seniorpolitik, der tager hensyn til selvbestemmelse og medindflydelse
  • Udtale sig om forslag, indsatser og politikker, som vedrører seniorer
  • Være høringspart på alle politiske forslag, der vedrører seniorer

Seniorrådets ansvar

  • Virke for den bedst mulige trivsel for alle seniorer og bidrage til stærke lokale fællesskaber
  • Fungere som samarbejdsorgan mellem borgerne og Byrådet ved tilrettelæggelse af Byrådets Ældre- og Værdighedspolitik
  • At være rådgivende for Byrådet i seniorpolitiske spørgsmål og fungere som kontaktorgan og samarbejdspart mellem borgerne og Byrådet
  • At udvikle og udøve indflydelse på Byrådets beslutninger indenfor seniorområdet
  • At drøfte og komme med forslag til tiltag eksempelvis i forhold til de sundhedsmæssige, sociale, kulturelle, bolig-/byplanmæssige og trafikale områder for seniorer
  • At medvirke til at orientere borgerne om Byrådets politik på området, dens indhold og tilbud samt oplyse om Seniorrådets arbejde
  • Deltage i en ligeværdig dialog med alle offentlige myndigheder før beslutninger, der vedrører seniorer tages

§ 3. Kompetence

Seniorrådet kan fremsætte ideer og forslag til Byrådet og udvalg vedrørende udviklingen af de seniorpolitiske områder.

Seniorrådet skal høres af Byrådet og udvalg om alle forslag, der vedrører seniorer - inden endelig politisk beslutning tages.

Seniorrådet har udtaleret overfor Seniorudvalget og øvrige relevante politiske udvalg i ethvert spørgsmål af seniorpolitisk karakter.

Relevant materiale, der vedrører det seniorpolitiske område, skal så vidt muligt tilstilles Seniorrådet i god tid.

Byrådet kan udlægge opgaver til Seniorrådet vedrørende udvikling af seniorpolitikken.

§ 4. Forvaltningsloven

Seniorrådet er en selvstændig forvaltningsenhed, og rådet er derfor omfattet af offentlighedslovens og forvaltningslovens regler om indhentelse og videregivelse af oplysninger, tavshedspligt m.v.

§ 5. Funktion

Seniorrådet skal for at virkeliggøre sit formål:

  • Beskæftige sig med de områder, som rådet finder interessante og gerne vil prioritere
  • Holde sig orienteret om seniorernes ønsker og behov
  • Medvirke til at borgerne løbende bliver orienteret om relevante kommunale- og andre tiltag på seniorområdet
  • Medvirke aktivt til at orientere om og motivere borgerne for kommunes seniorpolitik, så der udvikles et konstruktivt samarbejde
  • Fremme nærdemokratiet, så borgerne inddrages aktivt i de lokale beslutninger på seniorområdet
  • Fremme den frivillige indsat indenfor foreninger og i omsorgsarbejdet
  • Søge at fremme det bedst mulige samarbejde mellem Seniorråd, kontaktråd, frivillige organisationer, foreninger og institutioner på seniorområdet og mellem disse og Byrådet
  • Fastholde og udbygge dialogen med Byråd, politiske udvalg og forvaltninger igennem en løbende vurdering af tiltag og politik på Seniorområdet og påvirke den fortsatte udvikling og tilpasning til samfundsudviklingen
  • Være med til at skabe offentlig interesse, debat og dialog om seniorområdet
  • Afgive høring i alle spørgsmål af betydning for seniorer
  • Aktivt følge den kommunale budgetproces
  • Forvalte kommunale og andre midler, som stilles til rådighed for nærmere præciserede opgaver på seniorområdet

Byrådet kan efter forhandling med Seniorrådet uddelegere kompetence og overføre ressourcer for konkrete veldefinerede områder til Seniorrådet.

Der afholdes 2 årlige møde mellem Seniorrådet og Seniorudvalget og ad hoc møder mellem Seniorrådet og formanden for Seniorudvalget.

Der afholdes et årligt temamøde mellem Seniorrådet og formænd og næstformænd for kontaktrådene for ældreområdet og forvaltningen.

Der afholdes et årligt temamøde mellem Seniorrådet og alle Kontaktrådenes medlemmer og forvaltningen.

§ 6. Valg

Seniorrådet består af 9 valgte medlemmer og 3 suppleanter. Valgbar og stemmeberettiget er enhver borger i Skive Kommune, som på valgdagen er fyldt 60 år.

Ved valget kan enkeltpersoner opstille.

De stemmeberettigede tilsendes valgmateriale, stemmesedler m.v.

Kommunen opgør resultatet af valget. De 9 kandidater, der har opnået flest stemmer er valgt. De 3 øvrige kandidater, der har opnået højest stemmetal er valgt som suppleanter.

Valgperioden er 4 år.

Valg finder sted hvert fjerde år i november måned og organiseres af Byrådet i samarbejde med det afgående Seniorråd.

Alle hidtidige seniorrådsmedlemmer afgår. Men genvalg er muligt. Kandidater til valget skal indgive meddelelse om deres kandidatur til kommunen, således at præsentation af kandidaterne og deres synspunkter kan finde sted i god tid inden valget.

Seniorrådets funktionsperiode starter 1. januar efter valgets afholdelse.

Hvis der er fredsvalg, skal der være mulighed for at spørge afgående medlemmer om de vil vælges ind som suppleanter til Seniorrådet. Hvis et medlem udtræder af Seniorrådet, og der ikke kan findes en suppleant tæller formandens stemme for 2.

§ 7. Konstituering og organisation

Seniorrådet konstituerer sig i det første møde med formand og næstformand.

Seniorrådet fastsætter selv sin forretningsorden, hvori angives regler for dagsorden, rådets mødehyppighed, indkaldelser til møder samt rådets arbejdsform i øvrigt.

Til Seniorrådets møder kan der indkaldes repræsentanter for fagudvalg, forvaltninger og institutioner i kommunen efter behov.

Kommunen yder den nødvendige sekretariatsbistand, stiller mødelokaler til rådighed samt afholder de med møderne forbundne udgifter inden for seniorrådets budget.

§ 8. Økonomi

Seniorrådet råder over et godkendt budget til aktiviteter m.m. Midlerne administreres som en del af sekretariatsbetjeningen.

Seniorrådet er underlagt bestemmelserne om kommunal økonomi og revision.

Der ydes diæter, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og udgiftsgodtgørelse til seniorrådets medlemmer efter reglerne i § 16 a i lov om kommunernes styrelse, forudsat at deltagelse i aktiviteten er aftalt og godkendt på seniorrådsmøde. Der kan ydes kørselsgodtgørelse til den hvert tid gældende takst til møder i seniorrådet, der er indkaldt af sekretariatet eller ifm. deltagelse i aktiviteter, forudsat at deltagelse i aktiviteten er aftalt og godkendt på seniorrådsmøde. Udgifterne afholdes inden for seniorrådets eget budget.

§ 9. Vedtægter

Nærværende vedtægter gælder Seniorrådet i Skive Kommune. Vedtægterne træder i kraft efter godkendelse i Byrådet.

Gældende vedtægter kan til enhver tid tages op til drøftelse.

Er der ønsker om ændringer / tilføjelser, skal forslag herom udarbejdes og optages på dagsordenen til et møde, hvori repræsentanter for kommunen deltager.

Vedtægtsændringer træder i kraft efter vedtagelse i Byrådet.

Godkendt i Byrådet den 25.04.2023

Godkendt af det nyvalgte Seniorråd for 2026-2029 den 15.01.2026

Dagsordner og referater fra Seniorrådet

Kontakt vores pårørendevejleder

Er du pårørende til en ældre person, som er syg, kroniker eller svækket, og har du brug for råd og vejledning?

Så kontakt pårørendevejleder Kirsten Skou Hansen på mail kiri@skivekommune.dk eller på tlf. 2236 1456.

Er teksten ikke tilgængelig?

Er teksten ikke tilgængelig med din skærmlæser, eller oplever du andre problemer med webtilgængelighed, så brug Giv Feedback-linket nederst på siden for at bede om hjælp eller ring til sidens kontaktperson.