Klimalandsby Sydvestsallingklyngen

På billedet er følgende set fra venstre: Karina Miltersen, Hanne Sowinski, Jytte Jørgensen, Aage Dahl, Martin Christensen, Mette Sloth Høstgaard og Mette Bak Jakobsen.

Sammen om bæredygtighed og fælles indsats for et grønnere og stærkere lokalsamfund.

Projektet er støttet af:

Sydvestsallingklyngens overordnede tema er "mange bække små". Selvom de enkelte tiltag ikke reducerer CO2-udledningen markant, så skal mange små handlinger gøre en forskel. Når alle deltagere bidrager lidt tager lokalområdet de første skridt mod en mere bæredygtig livsstil, og kan være med til at inspirere resten af kommunen til at gøre det samme.

De grønne indsatser

Programmet for Sydvestsallingklyngen – eller Klimaklyngen som de kalder sig - bygger på en række konkrete indsatser og initiativer, der sigter mod at fremme bæredygtig adfærd, styrke fællesskabet og gøre området mere attraktivt.

Indsatserne er udviklet på baggrund af landsbyernes fælles ansøgning, årshjulet (se klimakalenderen nederst på denne side) for de aktiviteter de vil igangsætte og input fra borgerinddragelsen i Fremtidsbutikken i Sydvestsallingklyngen.

klimaklyngen klimaring

Klimaringen

Hovedgrebet er en eksisterende sammenhængende naturskøn cykel- og gangrute, der forbinder landsbyerne Lem, Vejby, Ramsing og Håsum. Langs ruten etableres grønne oaser med muligheder for leg, ophold, bærsankning og læring om klima, natur og biodiversitet. Klimaringen vil også danne rammen om tilbagevendende køb, salg og byttemarkeder.

Formål: At skabe fysiske og sociale forbindelser mellem landsbyerne, fremme grøn transport og tilbyde rekreative oplevelser.
Klimaringen inviterer desuden til brug af den elcykel, som borgerne skal afprøve i 2024-25.

Fælles grønne mødesteder

Etablering af fælles køkkenhaver, frugtlunde, udlæg af skov, madpakkehuse, legepladser og oaser i og imellem landsbyerne. Disse områder skal være udgangspunktet for mange af arrangementerne, som har fokus på selvforsyning og bæredygtig brug af jorden. Alle borgere, børn, unge, midaldrende og ældre skal indlemmes i et fællesskab omkring grøn mad.

Formål: At skabe attraktive mødesteder, der understøtter fællesskab og bæredygtig livsstil samt fremme socialt samvær, selvforsyning og læring. Endvidere er formålet at styrke biodiversiteten og skabe levesteder for forskellige arter, hvilket bidrager til en rig og varieret natur i området.

Genbrug og repair

Etablering af repaircaféer og byttebikse, hvor man kan reparere og genbruge eksempelvis tøj, husholdningsmaskiner og andre brugsgenstande samt bytte grøntsager, ting og lign.

Formål: At skabe mødesteder, der både understøtter fællesskab og bæredygtig livsstil og livsvalg og forebygger ensomhed.
Genbrug og Repair kobler sig desuden til projektet ”Vores Grønne Egn”, hvor Skive Kommune kortlægger borgerdrevne grønne tiltag i kommunen, skaber netværk mellem aktiviteterne og inspirerer til ændrede og mere miljøvenlige handlingsmønstre.

Aktiviteter og fællesskab

Arbejdsgruppen har udarbejdet et ”grønt årshjul” (se bilag), som skal underbygge visionen og tilføre aktiviteterne en ny grøn vinkel. Årshjulet omfatter en række arrangementer og aktiviteter, hvoraf en del er etablerede, tilbagevende begivenheder, og andre er nye tiltag.

Formål: Fælles for alle aktiviteterne er at de skal tilføres et grønt, bæredygtigt twist. Intentionen er ikke greenwashing, men i stedet nudging, hvor aktiviteter som er velkendte, bliver tilført et nyt ”grønt” element – eller får et twist – som kan overraske og inspirere og danne grobund for dialog og handling lokalt. Ikke mindst kan disse twists udgøre begyndelsen på en snebold der ruller og sætter nyt i gang.

Vidensdeling og uddannelse

Afholdelse af workshops og foredrag for at dele viden og inspirere til en mere bæredygtig livsstil gennem praktiske og læringsbaserede aktiviteter.

Formål: At klæde borgerne på – individuelt og kollektivt - til grønne handlinger i deres hverdag og omgivelser og sikre, at deres handlinger beror på viden, faglighed og erfaring. Der er megen usikkerhed om, hvad der gør forskel og der eksisterer mange myter, så hensigten er at sikre at initiativer og handlinger har en reel effekt.