To byer - ét fællesskab
Hjerk og Harre ligger få minutter fra kysten ved Harre Vig. Her finder du en lavvandet strand, som er god for både børn og voksne.
De to landsbyer arbejder tæt sammen og har et stærkt fællesskab. Derfor ser de sig som én samlet egn med navnet Harrevig-egnen.
Naturen tæt på børnene
Harrevig Børnehus har både vuggestue og børnehave. Børnehuset ligger tæt på strand og skov og har et stort område med god plads til leg.
Naturen er en del af børnenes hverdag. Her er der fokus på leg, sang, musik og bevægelse.
Aktiv fritid ved fjorden
Harrevig-egnen har mange aktive foreninger. Det grønne forsamlingshus ved Hjerk er et vigtigt mødested. Her er der plads til foreningsliv, fester og gæster.
Ved stranden ligger et fælles klubhus. Her kan du leje kajak og paddleboard. Du finder også badebro, legeplads, madpakkehus og bålhytte.
Er du mere til golf, kan du spille med udsigt over Harre Vig.
Spor fra fortiden
Historien er også tæt på. Langs stranden kan du finde spor fra stenalderen, og i landskabet ligger flere gravhøje.
Ved Harre Vig findes rester af gamle vikingenauster. Det var steder, hvor vikingerne kunne opbevare deres både.
Ved Harre Kirke er der også gjort fund, som fortæller om områdets lange historie.
Et godt sted at bo tæt på naturen
På Harrevig-egnen får du fjord, strand og natur tæt på hverdagen. Samtidig er der et aktivt lokalt liv og gode muligheder for at blive en del af fællesskabet.
Her er plads til familieliv, fritid og oplevelser lige uden for døren.
Teksten er udarbejdet i samarbejde med Hjerk-Harre Beboerforening.