Børn og unge har brug for at opleve, at deres og andres stemmer bliver hørt, forstået og inddraget. Medindflydelse bidrager til udvikling af ansvar, medborgerskab og demokratisk dannelse.
I Skive Kommune er inddragelse et behov i for hold til børn og unges trivsel og udvikling. Børn og unge har brug for at blive inddraget i beslutninger, der vedrører deres liv. Når de får mulighed for at bruge deres stemme, styrker det deres selvværd, ansvarsfølelse, medborgerskab, evne til at træffe egne valg og handle ved egen kraft.
Børns og unges stemmer er værdifulde, og vi har en kultur, hvor de ikke bare bliver set og hørt, men også forstået og aktivt inddraget. Inddragelse finder sted i hverdagen – i daginstitutioner, i skoler, i fritidslivet, i familier og i mødet med kommunen. Det kan være små beslutninger, som medbestemmelse i aktiviteter og undervisning,
eller større beslutninger med indflydelse på deres liv.
Alderssvarende og meningsfuld inddragelse
Inddragelsen af børn og unge skal altid være alderssvarende og meningsfuld. Det betyder, at de voksne tager højde for børn og unges alder og modenhed, så de kan bidrage på en relevant måde. De voksne sikrer, at børnene og de unge ved, hvad de bliver inddraget i, og hvordan deres input bliver brugt. Det skal også være klart, hvad de kan påvirke, og hvad der ligger uden for deres indflydelse.
Inddragelse foregår løbende og i mange forskellige situationer. Børn og unge skal lære at lytte aktivt, respektere forskellige synspunkter og se uenighed som en naturlig del af meningsudveksling. Samtidig er det vigtigt, at de lærer at indgå kompromisser for at finde fælles løsninger.
Voksne som nøglen til inddragelse
Det er de voksnes ansvar at sikre, at alle børn og unge får mulighed for at blive inddraget, uanset deres forudsætninger. De voksne skal motivere børn og unge til at bruge deres stemme, stille spørgsmål og lytte aktivt. De skal også skabe trygge rammer, hvor børn og unge føler sig sikre nok til at udtrykke sig. Nogle børn og unge har brug for mere støtte end andre, og de voksne skal sikre, at alle har en stemme.
Voksne fungerer som rollemodeller i, hvordan man kommunikerer åbent og respektfuldt, og gennem handlinger lærer børn og unge at udveksle holdninger og håndtere uenighed. Inddragelse handler om gensidig kommunikation, hvor både børn, unge og voksne bidrager til en åben og respektfuld dialog med bevidsthed om det ansvar, der ligger i medbestemmelse. Familien og netværket spiller en central rolle i inddragelse hvor et tæt samarbejde mellem børn, unge og de voksne styrker den fælles indsats for trivsel og udvikling.
Demokratisk dannelse starter i hverdagen
Inddragelse er afgørende for børns og unges demokratiske dannelse. Når de oplever, at deres stemme bliver hørt og har betydning, styrker det deres ansvarsfølelse og lyst til at engagere sig i fællesskabet. Demokratisk dannelse sker i hverdagen, hvor børn og unge gennem medbestemmelse og dialog lærer at tage ansvar, samarbejde og respektere forskellige perspektiver. Når børn og unge inddrages aktivt i lokalsamfundet, udvikler de sig til handlekraftige medborgere, der bidrager til et stærkt og inkluderende fællesskab. Samtidig bliver lokalsamfundet styrket, når de får mulighed for at deltage i beslutninger, der påvirker deres hverdag og omgivelser.