Forord
I efteråret 2019 har Skive Kommune arbejdet med en revision og videreudvikling af frivillighedspolitikken fra 2016. Formålet med revideringen er at skabe en fælles og overordnet rammesætning på tværs af forvaltninger, der definerer og beskriver frivilligt arbejde og andre centrale begreber samt beskriver Skive Kommunes overordnede visioner for frivillighed.
Arbejdet med revideringen af frivillighedspolitikken baserer sig på indsigter fra en omfattende inddragelsesproces i 2016, hvor man samarbejdede med repræsentanter for en række frivillige foreninger. Politikken tager udgangspunkt i, at store dele af den gamle politik stadig bliver betragtet som aktuel og brugbar, samtidig med at en række
kommentarer og forslag til ændringer fra inddragelsesprocessen er indarbejdet.
Med den reviderede frivillighedspolitik ønsker Skive Byråd at skabe de bedst mulige rammer og vilkår for en videreudvikling af den frivillige indsats på tværs af forvaltninger i hele kommunen.
Skive byråd håber, at I vil tage godt imod den nye frivillighedspolitik, som skal være med til fortsat at understøtte den store uegennyttige indsats, som frivillige udfører og samtidig opfordre borgere i Skive Kommune til fortsat at bidrage til samarbejdet.
P. Chr. Kirkegaard
Borgmester